Lotte Rienecker

Mange vejledere redigerer deres studerendes udkast i vejledning, dvs. retter alt hvad de finder som ikke er optimal tekst, for på den måde at vise studerende hvad der er god faglig akademisk skrivning: hvordan teksten bliver videnskabelig/akademisk/professionel, logisk, argumenteret, dokumenteret, sammenhængende, økonomisk, udtømmende, klar, korrekt. Det vil en redaktør også gøre, og det i endnu højere grad end en vejleder, for en redaktør vil rette hele teksten igennem. Men når man har en pædagogisk rolle som speciale-, bacheloropgave- eller projektvejleder på en uddannelse, så har man nogle andre hensyn at tage end en redaktør af fx videnskabelige og faglige tidsskrifter, antologier osv.

De forskellige hensyn i henholdsvis vejleder- og redaktørrollerne har vi iGod vejledning. Af specialer, bacheloropgaver og projekter (2019, s. 137) stillet op i dette skema:

Redaktøren Den pædagogiske vejleder
Har til opgave at sikre et gennemarbejdet produkt Har til opgave at videregive uddannelsens faglige indhold og skriftlige hvorfor og hvordan (indhold, form, formulering), under hensyntagen til studerendes læreprocesser og selvstændige arbejde
Har redaktørejerskab til teksten Fremmer de studerendes ejerskab til teksten, lærer feedbackmodtageren selv at opsøge og dokumentere faglig viden og redigere udkast ud fra kriterier
Læser hele skriftet kritisk, kommenterer og korrigerer selv alt hvad der kan stride mod udgivelse og anerkendelse Læser efter aftale, kan læse eksemplarisk og selekteret  
Har meget fokus på fremstilling, formulering og formalia Har meget fokus på indhold og opgavedesign
Er produktorienteret, arbejder mod hurtig færdiggørelse Er proces- og produktorienteret, undersøgelses- og læreprocesser er vigtige
Ekspliciterer og forhandler sjældent kriterier Formidler og evt. forhandler kriterier
Udgiver tekster Giver karakterer for tekster

Så hvis man som vejleder retter og korrigerer mange siders udkast, så er man måske ved at glide over i en redaktørrolle i forhold til sine studerende. Som vejleder skal man tænke læring ind i den funktion at give feedback på tekster – som også kan være at korrigere med Words kommentarfunktion. Studerende kan lære

  • Hvad vejleders kriterier er for at revidere i tekst, hvad vejleder synes er godt fagsprog
  • Hvad generelle akademiske og korrekt-sproglige kriterier er for akademiske tekster
  • Hvordan man som studerende kan opsøge mere viden om god akademisk skrivning
  • Hvordan man selv kan revidere og korrekturlæse ud fra kriterier og retningslinjer.

Hvis du ikke er dine studerendes redaktør, men deres vejleder og dermed i en pædagogisk rolle, vil jeg foreslå dig at give feedback på udkast med

  • Et eksemplarisk princip, dvs. kommentér nogle få, eksemplariske sider og lad studerende selv gennemarbejde resten af teksten
  • Kriterier som den studerende kan anvende til selv at revidere med
  • Evt. begrundelser for kriterier (”dette er vigtigt at arbejde med i forhold til de læringsmål vi har om XX”
  • Henvisninger til hvor de kan lære mere om akademisk skrivning, korrekt dansk (Sproget.dk!), lokale lister fra uddannelsen med sproglige kriterier som studerende kan bruge til revisions-tjekliste

Som vejleder har du til opgave at lære studerende hvordan de selv kan gøre det, ikke at gøre redaktionsarbejdet for dem. Men du har en pædagogisk opgave i at demonstrere hvordan. Når man en gang imellem kommer til at redigere for meget, så er det ofte fordi der er tidspres og andre pres som gør at vejleder ender med at tage for meget over. Måske er der krise eller for sent opdagede kompetencebrist hos den studerende, eller udkastet er kommet alt for sent til vejledning, og så er det at vejleder kan ende med at blive ganske meget redaktør. Og så må man som vejleder tilgive sig selv for at man ikke altid kan være perfekt pædagogisk. Men den tilbagemelding kan man jo så give den studerende: At der i de redaktionelle kommentarer er rigtig meget læring at hente, for denne opgave og for fremtidens studie- og professionelle skrivning.

Læs mere i:

Rienecker, Lotte, Gitte Wichmann-Hansen og Peter Stray-Jørgensen (2019). God vejledning. Af specialer, bacheloropgaver og projekter, Samfundslitteratur.