Lotte Rienecker
Jeg har i bogen Taler til ungdommen. Hemmeligheder, opsange og gode råd fra 26 markante danskere fra Kristeligt Dagblads Forlag (2016) opstillet 10 gode råd til studiestartere og førsteårsstuderende:
- Drop studiejob i starten. En god studiestrategi er at lade være med at arbejde den første tid. Sørg i stedet for at være til rådighed for studiet i begyndelsen, og invester i at lære at studere og bruge hjælpemidler. Når du er inde i studierutinerne, kan du begynde at arbejde ved siden af.
- Find rundt digitalt. Brug tid på i starten at finde ud af, hvordan studiet er indrettet digitalt. Hvor afleverer man, og hvor ligger opgaverne? Så sparer du dig selv for stress lige inden din første aflevering.
- Få et tilhørsforhold. Lær så vidt muligt dine medstuderende at kende, meld dig ind i grupper eller deltag i sociale arrangementer. Det er vigtigt at få et tilhørsforhold til studiet.
- Læs studieordningerne. Læs studieordningen for dit fag. Så ved du, hvad der forventes af dig, og hvad du skal lære til eksamen.
- Få feedback hurtigst muligt. Aflever den første opgave, så du kan få feedback på dit faglige arbejde. Det hjælper dig fremover.
- Læs ikke for meget. Læs kun 30 minutter ad gangen, og skriv derefter et spørgsmål ned til teksten, eller hvad der er det vigtigste i teksten. Det er vigtigt at veksle mellem at læse og skrive.
- Få en studiegruppe. Meld dig ind i læse- eller studiegrupper. Det er vigtigt at diskutere det faglige indhold med dine medstuderende for at lære det ordentligt.
- Arbejd aktivt med stoffet. Brug tid på at skrive, regne eller tale om stoffet. Det er ikke nok at lytte til forelæsninger. Det er ved at bruge stoffet, at man lærer.
- Tal med undervisere om prioritering. Nej, man kan ikke altid nå at læse alt. Tal med dine undervisere om, hvordan man læser, og hvordan man prioriterer at læse de forskellige tekster.
Du kan få alle rådene uddybet og suppleret i Studiehåndbogen, som netop er udkommet i ny, 3. udgave.